Er det virkelig sandt?
Citatet der siger, alle ønsker udvikling men ingen ønsker forandring? Ja, jeg oplever i stor udstrækning, at det er sandt – især når jeg besøger virksomheder, ledere og teams.
Og det giver god mening! Det modstrider nemlig vores psykologiske behov for selvbestemmelse, kontrol, og en vis grad af forudsigelighed. Vi er naturligt bange for det ukendte og uvisse, og jo mere vi personligt har på spil, jo mindre villige er vi ofte til forandring.
Den manglende villighed til forandring, udvikling og nye praksisser viser sig på mange måder.
- Vi møder kontinuerligt de samme konflikter
- Vi holder møde om det samme problem igen og igen
- Vi afviser forslag, ny-tænkning og iniativ
- Vi underkender vigtigheden af selvindsigt og personlig udvikling
- Vi argumenterer og giver modstand mere end vi lytter og er nysgerrige
”Der findes ingen udvikling uden forandring”
Men det kommer ikke uden konsekvenser, hvis vi ikke finder villigheden og modet til at sætte udvikling og forandring på skemaet. Det bliver svært, at:
- Udvikle talenter
- Tage den svære samtale
- Skabe eller øge trivsel
- Være innovative
- Omsætte værdier til praksis
Derfor er min invitation til enhver leder og virksomhed – find modet til at sætte selvindsigt og udvikling på agendaen, og prioriter at lære værktøjerne til at integrere det i dit lederskab.
På glædeligt gensyn og kærligst
Henriette