Så sidder vi her. På bagkanten af det vi nu kender som ”Corona-krisen”. Bagkanten er sikkert optimistisk skrevet, da genåbningen og stabiliseringen af vores liv, fælles som individuelt, vil tage tid, måske lang tid.
Krisen har kradset hos mig, som den har gjort hos de fleste andre. Forandring er altid svært og uvist, og samtidig har de seneste måneder for mig især handlet om at holde min forretning oven vande. At sikre, at jeg kunne holde skindet på næsen økonomisk, så jeg kan fortsætte min Enneagram-skole, Enneagram Akademiet. Det har kostet vågne nætter, stejle læringskurver med lancering af kurser i online-format, ærlige samtaler med banken og rigtig mange bekymringer om min professionelle fremtid.
Når alt dette er sagt, så har månederne tilbragt hjemme sammen med familien, bragt uendelig meget glæde, nydelse, indsigtsgivende refleksioner og endda ledt til afgørende beslutninger for mit fremtidige liv. Jeg har genfundet forbindelsen til mig selv på en måde, som jeg ikke har mærket længe. En forbindelse som ofte og i al stilhed tabes til den hast og det tempo, som vi moderne mennesker lever i og med. En mistet forbindelse som gør, at vi kan tro at vi er på rette vej i livet selvom vi måske er langt på afveje. Som gør at vi bliver døve til vores indre visdom og autentiske selv, og som ultimativt gør at vi mister fornemmelsen af trivsel, samhørighed og kærlighed.
Når jeg er i kontakt med mig selv, så ved jeg hvilke beslutninger jeg skal træffe for at sikre min trivsel både privat og professionelt. Jeg tvivler ikke på mig selv, men finder omvendt masser af kreativitet og tro på min skaberkraft. Og jeg genopdager, hvor vigtigt det er at være glad. Hvor vigtigt det er at være sammen med de mennesker, som gør mig glad og som glædes i mit selskab. Mennesker med hvem jeg kan skabe og udvikle det liv, der giver allermest mening.
Helt konkret betyder det, at jeg har ryddet op i mine relationer. Det kan måske lyde voldsomt, men nogle gange skal vi genbesøge vores relationer og med både ærlighed og kærlighed tage stilling til, om det stadig de stadig er kærlige, støttende og gensidige. Eller om der er relationer som har udlevet deres tid og måske forvolder smerte i stedet for opløftende glæde.
Jeg har også besluttet mig for endelig at handle på et dybt ønske, som jeg har haft i mange år. Et ønske om at flytte langt væk fra storbyen, ud i naturen, ud hvor horisonten er stor, ud hvor jeg kan se den stjernespækkede nattehimmel og hvor jeg kan bo blandt alle naturens lyde. Det betyder, at jeg efter 25 år i storbyer som Frankfurt, Berlin, London og København flytter til den jyske Vestkyst. Jeg flytter tilbage til mit ophav i Esbjerg, hvor jeg over de kommende år vil bygge mit eget hus i naturen. Et hus hvor jeg skal bo, leve, skrive, udvikle, skabe. Et sted hvor jeg skal samle alle de vidunderlige mennesker, som jeg er så heldig at have slået følgeskab med i livet. Et sted der skal fyldes med dyb glæde, kærlighed og mening.
Gad vide hvilke indsigter og nye udviklinger Corona-krisen har givet dig? Gad vide, hvad du har genopdaget om dig selv, om livet, om dine relationer? Uanset, så håber jeg at vi kollektivt må udnytte denne tid til at vokse som mennesker, så vi kan fortsætte med at skabe en bedre verden for alle.
Menu
