Jeg er single – ja, det er måske en mærkelig måde at starte et upload til Facebook på. Men jeg har noget på hjerte. Noget om kærlighed.
Single er på papiret blot en af kasserne, du kan krydse af i afsnittet om civil-stand. At være single betyder, at man tilhører et bestemt segment på det demografiske landkort. Det betyder også, at man nu, og gennem kortere eller længere tid, ikke har en fast kæreste. Og ligeså betyder det, at der er en række ismer, som man er hæftet sammen med, ganske som det også gælder for de øvrige demografiske segmenter.
Disse ismer tæller blandt andet, at man er modtager af en række bestemte spørgsmål eller holdnings-udbrud, som man så enten kan svare på eller nikke smilende til. Fx ”hvorfor er du single?”, ”er du kræsen?” eller ”det kan da ikke passe, at sådan en køn pige som dig, ikke kan finde en kæreste!” (jeg ved stadig ikke, om det er en kompliment…;-). De fleste dage er det helt okay, at der kommenteres eller spørges til min single-stand, det gør mig sjældent sur, og det er jo en del af mit nuværende liv at være single, bo alene, sove alene, håndtere livets små og store beslutninger alene, og det er en naturlig del af mig at tale om. Og når mine elskede veninder fra tid til anden foreslår dates eller på anden vis opmuntrer mit kæreste-potentiale, så stråler mit hjerte af glæde over deres interesse og kærlige opmærksomhed.
Og så er der selvfølgelig de dage og tidspunkter, hvor der i mødet med spørgsmål eller udtalelser om min civil-stand dukker følelser op som ensomhed, tomhed, melankoli, måske endda tvivl om min score på elskeligheds-barometeret. Jeg har gennem tiden lagt mærke til, at det er på særlige tidspunkter, dette spiller mit et puds – et af dem er, når jeg er blandt par. Særligt par jeg ikke kender så godt. Så kan jeg godt komme til at føle mig malplaceret eller mindreværdig. Ikke fordi nogen giver mig grund til det, men fordi det er en af de primære sociale normer som menneske, at være den ene halvdel af et par. Ydermere kræver det ganske særlige egenskaber at kunne navigere dette farvand.
Single-blandt-par-farvandet. Der er ikke ens spilleregler bordet rundt. Ismen i denne sammenhæng er, at der er uskrevne regler, som man skal kende til som single for at sikre sin fortsatte deltagelse i parmæssige sammenhænge. Faux-pas’, dos and don’ts, som man skal huske. Igen er det ikke fordi der er nogen der siger det højt, men fordi ”lige børn leger bedst”, som et gammelt ordsprog siger. Vi er mest trygge, når vi ligner hinanden som flok – en single blandt par kan skabe spørgsmål, antagelser og måske endda utryghed. Det er et naturligt vilkår, det er ikke personligt, det er menneskeligt.
Jeg er også nogen gange bange for at være alene hjemme – ikke tit, men nogen gange. Hvis jeg er blevet for træt, eller det er blevet for sent inden jeg kommer i seng, så synes jeg mørket kan virke utrygt. Eller når jeg af og til kommer hjem efter en lang og måske ekstra hård dag, og der er larmende stille i lejligheden. Så kan jeg få meget ondt af mig selv. Disse følelser er også en del af at være menneske – single som i parforholdet.
Men for mig er det på ingen måde en venteposition at være single. Jeg forestiller mig ikke – eller rettere, jeg ved – at dét at få en kæreste og være i et parforhold ikke er den endegyldige løsning på alle de længsler, vi oplever som menneske, eller indløsningen af den indre følelse af dyb kærlighed og tilfredshed, som vi drømmer om. Det er ikke en garanti for lykke og meningsfuldhed i livet. Det er for stort et ansvar at lægge i hænderne på et andet menneske. Dét ansvar er vores eget – mit eget.
Så jeg øver mig på kærlighed. Jeg forsøger at dyrke kærligheden hver eneste dag, også mens jeg er single. Kærligheden til mig selv. Kærligheden til livet.
ærligheden til de vidunderlige mennesker – par som singler – jeg kender, og for den sags skyld ikke kender. Kærligheden til det bidrag jeg gerne vil yde i verden omkring mig, nært som fjernt. Kærligheden til de friske blomster, jeg lige har købt. Kærlighed til de forfattere, hvis bøger jeg læser, og til de kokke, hvis mad jeg spiser. Kærlighed nok til at kunne stå godt i mig selv – også når jeg føler mig på dybt vand til festen, hvor jeg er eneste single. Kærlighed nok til at jeg kan dele ud af den, og ikke mindst kan modtage den.
Jeg er ikke ventende i livet. Ikke ventende til kærligheden i form af parforholdet viser sig på ny. Jeg bruger min tid til det jeg gerne vil, jeg går efter meningen i mit liv, jeg driver min virksomhed med passion, jeg drikker champagnen, rejser til fjerne destinationer, nyder solnedgangen, går til fest med alle parrene. Også mens jeg er single.
Nyder jeg så at være single, næh – ikke isoleret set. Glæder jeg mig til at møde min kommende kæreste og dele fælles kærlighed, ja for dælen! Dette skriv er hverken en opsang, klagesang eller svanesang. Dette er en deling af den måde, jeg forsøger at lade kærligheden flyde i mit liv, uanset civil-titel. Dette er et shout-out til alle singlerne derude, om at holde kærligheds-fanen højt. En reminder til alle parrene om at passe godt på forholdets kærlighed. Mest af alt er det dette en hyldest til det største vi har, gi’r og modtager som mennesker – nemlig kærligheden.
Nyd en dejlig kommende uge ❤
