Kender du det at miste troen på sig selv? At komme til at vende ryggen til det man normalvis tror på, og det man normalvis ved om sig selv og verden. Pludselig blive i tvivl om det hele? Det gør jeg.
Der kan være mange grunde til, at vi enten kortvarigt eller over længere tid mister troen eller tilliden. Måske har du oplevet et svigt, måske har du mistet nogen eller noget, måske står du i en indre krise eller på en skillevej, hvor tågen ligger for tæt til, at du kan se vejen frem, måske er du ved et af de punkter i livet, hvor forandring har presset sig på alt for længe, for til sidst at blive til en følelsesmæssig krise med formålet endeligt at skubbe dig videre.
Når jeg selv mister troen, så er min automatiske coping-strategi, at jeg trækker mig ind i mig selv. Jeg forsvinder mentalt fra omverdenen, og jeg forputter mig på bagerste stolerække i mit indre, mens jeg forsøger at opretholde et stoisk og oprejst ydre. Og derinde i mørket, håber jeg så, at ingen opdager, at jeg faktisk er forsvundet, mens jeg sidder og leder efter selvtilliden og troen på mig selv.
Jeg tror, det er fælles-menneskeligt, at vi fra tid til anden bliver i tvivl eller forskræmte over livet og de krav, vi oplever, der stilles til os. Det er fælles og helt naturligt, at der i livets store cyklus er perioder med masser glæde, lys, smidighed, kærlighed og tillid til det hele, og andre perioder, hvor udsigten er lidt mere grå og sløret, hvor livet føles stramt, kantet og turbulent, og hvor der synes at være flere spørgsmål end svar. Mit personlige handlingsmønster med at isolere mig, er ikke nødvendigvis hverken godt og nærende, uanset at det føles som det eneste rigtige.
Det er nemlig netop når tvivlen eller krisen rammer, at vi skal gøre brug af de øvrige ressourcer, vi har opbygget og samlet i livet. Vi skal gøre brug af vores omgivelser, af vores sunde fornuft, vores vilje og vores indre visdom. Men i særdeleshed skal vi gøre brug af vores relationer.
Lad et eller flere mennesker omkring dig være med til at bære troen, når du selv har mistet den af syne. Lad dig støtte og opmuntre på den bumlede livsvej, lad dig læne op ad et menneske, som i øjeblikket har overskud af ressourcer og skarpere udsyn på vejen end du har, lad dig finde tryghed i empatien og kærligheden i et menneske, som du holder af. Vi har ikke altid brug for råd og gode tips til at komme videre. Ofte har vi bare brug for at kunne være lige dér, midt i turbulensen, med visheden om, at vi ikke er alene.
Lad os holde øje med hinanden, lad os turde at række ud, lad os minde hinanden om, at vi ikke er alene. Og lad så troen og tilliden lige så stille vende lysende tilbage.
