Tilgivelse er en fast følgesvend i mit liv – ikke fordi jeg har mere at tilgive end de fleste, men fordi jeg er et menneske, og fordi mine relationer også er mennesker. Det er en essentiel del af mit livsperspektiv at kunne tilgive. Hånd i hånd med blandt andet accept, ærlighed, selv-refleksion.
Det er et perspektiv, som jeg ofte guider mine coaching-klienter og kursister henimod, og som jeg nænsomt forsøger at kaste lys på, når følelserne i processen bliver for overvældende og tilgivelsen synes langt væk. Især hvis det handler om et menneske, som vi har en nær og vigtig relation til.
Jeg har ganske lavpraktisk arbejdet mig igennem flere tilgivelses-processer i mit liv. Nogle gange har det taget et par måneder, andre gange adskillige år at nå frem til tilgivelsen. Og så har jeg gennem tiden også lært, at man ikke bare tilgiver et menneske – eller sig selv, for den sags skyld – én gang. Det skal man gøre om og om igen. Hver gang den svære eller unyttige adfærd i relationen dukker op igen. Hvis det er min tilgivelses-proces – mig, der har besluttet at tilgive – så er det jo mig, der har valgt at udvide forståelsen og perspektivet i relationen. Ikke det andet menneske, som jeg har tilgivet. De ved måske ikke, at der har været brug for tilgivelse. De har måske valgt at blive stående i samme perspektiv som tidligere, og dermed fortsat have samme adfærd og tilgang til de fælles oplevelser og til den fælles relation. Og når vi møder den gamle og destruktive adfærd igen, ja så må vi tilgive endnu en gang.
Man kunne måske argumentere, at hvorfor så ikke bare udelukke dette menneske af livet? Hvorfor ikke bare ”lægge låg” på relationen og den fælles fortid? Det er bestemt også en mulighed og jeg har i mit liv også mennesker, som jeg helt bevidst har sagt farvel til. Min overbevisning er stadig, at det ikke er muligt at finde ro i hjertet med relationen, med mindre du også tilgiver. Vi får ikke sjælefred eller personlig klarhed omkring relationen uden tilgivelse. Jeg tror, at evnen til at komme godt og konstruktivt videre ligger i evnen til at tilgive. Så ja, nogle gange ér der mennesker, som vi ikke skal ses med igen. Blot ligger den personlige gave i tilgivelsens kraft. Vi kan ikke udvikle os og vokse som mennesker, hvis vi hænger fast i fortiden, de gamle historier og for længst gennemlevede følelser.
For nyligt har en sådan ”gammel” relation, som jeg for flere år siden har tilgivet og sagt farvel til, atter en gang og uden invitation stukket sit hoved ind i mit liv. Den samme gamle adfærd, samme unyttige mønstre, samme svære følelser. Så nu er jeg på tilgivelsens sti atter engang. Ikke uden modstand – det skal jeg medgive! For det er ikke rart at møde fortidens spøgelser. Men jeg går vejen igen. Jeg går tilgivelsens skridt, ét for ét. Fordi min relation er et menneske. Fordi jeg er et menneske, og fordi det er en af de stærkeste former for selv-kærlighed, jeg kender.
